Historien bag mig
Rigtig hjertelig velkommen her hos mig. Her kan du læse om mit livssyn og min vej til et arbejde med min livsopgave som clairvoyant, healer og vækstguide.
LIVSSYN OG LIVSOPGAVE
Som menneske oplever jeg, at der er noget, der er større end os og at alt er ENERGI. Jeg tror på, at alle menneskers oprindelige natur er at leve fra hjertet, hvor kærligheden er styrende. Tænk bare på et lille barn, når det vokser op. Det er ren kærlighed, legende og nydelsesfuld. Det går efter drømmene og er i nuet. Den levemåde er vores sande natur og desværre har mange voksne “glemt” at være barn. I høj grad fordi tankerne befinder sig i for- eller fremtiden. NUET fylder ikke og livet passere derved forbi.
Netop det at leve i nuet, mærke ind i sit indre og fylde sin dag med nærende, kærlige, glædelige og energigivende momenter, er præcis hvad jeg ønsker at give videre og vække i din bevidsthed.
I hele mit liv har jeg søgt efter at forstå og hjælpe andre mennesker, se meningen med mit eget liv, finde frihed og balance i mig selv. Forstå min sensitivitet og se det som en gave. Finde brikker til det store puslespil, så meningen kunne skabes og puslespillet ville stå klart for mig som en samlet helhed. Efter års søgen er jeg nu nået dertil, hvor jeg har fundet min plads og livsformål – og hvilken ro det har givet. Og min livsopgave er netop, at du skal genopdage din indre styrke, dit mod og evne til at gå efter egne drømme. Hertil vil jeg guide dig og via healingen give dig muligheden for at slippe gammelt energi, som ikke længere tjener dig. Vi skaber sammen nye mønstre, en ny retning, som er i harmoni med dig og dine drømme.
De erfaringer jeg har gjort, ønsker jeg at dele med dig i mit virke i mit spirituelle væksthus. Og hvilken fantastisk følelse det er at kunne hjælpe og sætte ord på mange af de samme ”frustrationer” hos mine klienter, som jeg selv har erfaret. Det giver mig ENERGI, som nærer mig. Det er det brændende ønske om, at du igen skal genopdage din indre styrke, dit mod og leve efter egne drømme, du kan møde her hos mig.
Jeg tror på, at vi alle har en unik rolle i tilværelsen og ingen er bedre end andre. Vi er alle LIGE værdifulde. Det vil du opleve her hos mig.
HVEM ER JEG?
Naturen er mit frirum. Elsker bål, solen, min køkkenhave, skoven og smukke landskaber… og sport. Jeg bruger naturen til at rense mit energisystem og genskabe balancen – sporten giver den nødvendige jordforbindelse og kontakt til det fysiske, når min sensitivitet og kontakt til det universelle får mig væk fra mit liv som menneske.
Jeg har haft et arbejdsliv, som fuldstændig afspejler min rejse mod den “spirituelle” opfattelse, jeg har af mig selv og omverdenen i dag. Det startede med uddannelse som bankassistent, folkeskolelærer, glaskunstner og nu clairvoyant, healer og vækstguide (uddannet hos Engleskolen DK). Og her i det spirituelle kan jeg være HELE mig – med min sensitive, intuitive og hjertebaserede side samt den strukturerede, logiske og jordbundne side. Fantastisk…
Udover arbejde er jeg gift (siden 2004), har 3 børn (født 2004,2005,2008) og har boet i Nordjylland hele mit liv. Med andre ord “helt almindelig”.
Jeg ønsker dig så høj en bevidsthed, at du kan leve dit liv med indre ro og balance, med et stærkt selvbillede – hvor du leder dit eget liv og følger dine egne drømme og indre vejvisere. Et kærligt, ærligt og autentisk liv. For det er du værd!
/Marlene